Familieterapi

Det er svært at lave om på andre mennesker. Man kan højest lave om på sig selv og sin egen adfærd. Det er derfor optimalt at flere personer deltager i terapien, så de samlet kan opleve hinandens følelser og bevæggrunde og herigennem få en opfattelse af hvordan eventuelle ændringer i interaktionen skal ske. I terapien er det psykologens opgave at sørge for, at alle familiemedlemmer oplever at have mulighed for at udtrykke sig og blive lyttet til.

Udgangspunktet for familieterapi er, at det ofte er hele familiens problem, når én i familien har det skidt. Familien opfattes som et sammenhængende system, hvor ét familiemedlems adfærd påvirker adfærden hos de andre familiemedlemmer. Det er derfor i familiens indbyrdes samspil at mulige løsninger skal findes. Når én person forandres, medfører det derfor også forandringer hos de andre familiemedlemmer, og på den måde ændres familiens samspil.

Formålet med familieterapi er at hjælpe familiens medlemmer til en bedre forståelse af sig selv og hinanden. Terapiens indhold og målsætninger, der defineres i et samspil mellem familien og psykologen, kan ændres efter behov i forløbet. I det terapeutiske rum skabes et bedre overblik over situationen i familien, og der oparbejdes flere ressourcer og fokuseres på nye løsningsstrategier og -muligheder.

Børn er ofte de første familiemedlemmer, som viser tegn på mistrivsel. Når børn ikke rigtig trives i deres hverdag, kan årsagen være forældrenes manglende samarbejde og forståelse. I familieterapi er det desuden afgørende at anerkende, at den samlede families trivsel er de voksnes ansvar. I forløbet opdager forældre ofte hvor ihærdigt deres børn hjælper dem med at trives. Sommetider er det alt for meget hjælp, børnene giver, hvilket resulterer i, at de påtager sig et umenneskeligt stort ansvar.

Stedfamilier ses ofte i et familieterapeutisk forløb. Stedfamilien er anderledes end kernefamilien, fordi den har flere medlemmer, der skal kunne fungere indbyrdes. En sådan ”stor-familie” kan naturligvis medføre både fordele og ulemper. En af ulemperne kan være det enkelte familiemedlems manglende overblik og overskud til at agere i et ofte indviklet familienetværk.

Efter den første familiesamtale vil terapeuten kunne vejlede forældrene med hensyn til det videre forløb. Det er ikke en forudsætning, at børnene deltager i samtlige sessioner. Uden børnene kan psykologen gennem parterapi hjælpe forældrene til et bedre indbyrdes forhold.

Familieterapi kan ofte være gavnlig i tilfælde med følgende problematikker:

• Usikkerhed som forældre
• Konflikter i familien og stedfamilien
• Problemer med børn og delebørn
• Konflikter i parforholdet
• Den nye stedfar eller stedmors manglende accept fra børnene
• Stedmor eller stedfars opfattelse af at være uvelkommen i familien
• Den fraskilte forælder føler skyld overfor børnene
• Jalousi mellem tidligere og nuværende ægtefæller
• Skilsmisse
• Relationer i den sammenbragte familie
• Sorg og krise hos børn og voksne